Formandsberetning 2019

Formandsberetning - 2019

RØDE KORS

Præstø Afdeling

Formandsberetning 2019

Det forløbne år har været meget positivt og overordnet set meget tilfredsstillende. Vi glæder os over, at flokken af frivillige nu er oppe på 156. Det vidner om, at der her i Præstø-området er en positiv interesse for at bidrage med frivilligt arbejde. Det synes relevant og meningsfyldt i disse tider.

Afdelingen vokser og der er stadig plads til flere frivillige i butikkerne og i de sociale netværk. De skal være velkomne i flokken.

Vores butikker, udgør nu Tøjbutikken Adelgade 66, Møbelbutikkerne Adelgade 53 og Per Thyges Torv 2. Vi har i et års tid lejet os ind i butikken Per Thyges Torv 2, da det viste sig uholdbart at benytte det hidtidige møbellager uden for byen. Møblerne tog skade af opholdet dér, og vi fik mulighed for at leje os ind 1 måned ad gangen i butikken ved siden af ”Sportigan” til en favorabel husleje. Det har vist sig at være en rigtig god løsning og lokalet virker nu som anneks til Adelgade 53, med fokus på større møbler. Butikkerne ledes fortsat af kreative butiksledelser med travle og dygtige aktivitetsledere - Lisa Wanscher og Vibeke Michaelsen i ”Møbler” og Inger-Lise Sørensen og Jytte Christiansen i ”Tøj” - i spidsen. Vi har en nogenlunde konstant flok af frivillige på ca. 40 i hver afdeling. Samarbejdet mellem butikkerne fungerer fint. Det sociale islæt her er vigtigt, og man tager vare på hinanden i en meningsfyldt hverdag. Der er en god og varm atmosfære i butikkerne til glæde for alle, incl. kunderne, som ganske ofte roser butikkernes udtryk og ikke mindst det imødekommende og hjælpsomme personale.

Omsætningen i butikkerne blev samlet i 2018 kr. 1.215.544 - meget flot.

I maj sidste år lejede vi lokalet Priesesstræde 7 i Præstø, og det huser nu vores sociale aktiviteter, og bliver desuden flittigt brugt til møder. Det har i årets løb virkelig vist sig, hvor vigtigt det var at kaste os ud i det projekt på trods af advarsler og tvivl om, at vi kunne magte det økonomisk. De fleste af ugens dage er lokalet i brug. Vi mangler en ”vicevært” til at holde styr på det - især med hensyn til de praktiske gøremål, som naturligvis dukker op, når så mange mennesker bruger stedet. Vi har stadig nogle opgaver vi skal have løst, og så regner vi med at holde indvielse af lokalet til foråret.

Familienetværket består nu af 3 engagerede frivillige med Hanne Weisbjerg som aktivitetsleder. Hver onsdag fra kl. 16-18 åbner de op for pt. 5 familier. Der er flere familier på vej, og der er fuld gang i planlægning af udvidelsen af flokken. De frivillige formår med stor omsorg at tage sig af familierne. En gang om måneden laves varm mad og ellers står den på ”madder”, frugt og grønt. I sommerferien kom familierne på 1 uges ferie i et lejet sommerhus i Marielyst. Der males og syes - og op til jul blev der med stor kreativitet arbejdet på julegaver til familie og venner.

Nørklerne - pt. ca. 18 damer med Annelise Larsen som aktivitetsleder - mødes hver tirsdag i Priessstræde 7. De flyttede i sommer fra Multicenteret til Priesesstræde og er glade for de nye omgivelser. De strikker efter Røde Kors’ nørkleprogram og hygger sig sammen. Garnet er ofte donationer - og er der mangel på garn, betaler Røde Kors for supplement, ligesom der sørges for kaffe og kage til møderne. Der har været afholdt sommerfrokost på Havnen i Præstø og julefrokost i Priesesstræde.

Flygtningeintegrationsnetværket startede op i 2015 og holder nu til i Priessstræde 7, hvor de fysiske rammer giver bedre muligheder for aktiviteter sammen med flygtningene. Vi har nu ca. 120 flygtninge og ca. 25 frivillige, her iblandt familievenner - med aktivitetsleder Hanne Malherbe i spidsen. Der afholdes ”café” i Priesesstræde 7 hver mandag fra 17-19, hvor flygtningene mødes og har mulighed for at få hjælp og rådgivning. Der bliver serveret kaffe, lidt kage, frugt og grønt. I årets løb har der været afholdt ”læse højt aftener”, ”syng dansk”, fælles spisning, foredrag om kvinder og sundhed, julehygge m.v. Der har været afholdt sommerudflugt - igen i år til H.C. Andersens Verden - og forinden blev der brugt tid på at fortælle om og læse eventyret, også på arabisk, således at de kendte historien inden de så den. Vi har et rigtig godt samarbejde med Røde Kors Integrationen i Vordingborg og har i fællesskab (incl. Stege afd.) - afviklet den årlige julefest. Julefesten 2018 havde 349 tilmeldte og der blev udleveret 170 julegaver til børnene. Integrationsgruppen har i årets løb modtaget rigtig mange donationer i form af tøj, sko, køkkengrej m.v. I forbindelse med skolestart efterlyste vi brugte skoletasker og modtog i alt 38! Stor tak til de familier, der donerede. Og en stor og velment tak til alle dem, der tænker på flygtningefamilierne. Sidst, men ikke mindst blev vi i 2018 blandt 13 andre, indstillet til Vordingborg Kommunes Integrationspris. Vi fik ikke prisen, men er stolte over at have været nominerede. Vi fortsætter det gode arbejde i 2019.

Vi samarbejder med Røde Kors-afdelingerne i Vordingborg og Stege om Ferielejre for børn , Julehjælp, i 2018 blev uddelt 36 julepakker i Præstø, Vågetjenesten i samarbejde med Ældresagen, pt. i alt 33 vågere med 10 i Præstø. Desuden 1.hjælp undervisning og opsætning af hjertestartere, doneret af Røde Kors-afdelingerne i Vordingborg Kommune.

Vi har i 2018 doneret 50.000 kr. til venskabsprojekter, fordelt med 20.000 kr. til Yemen, 10.000 til Røde Kors’ Sundhedsklinikker, 10.000 kr. til Hviderusland og 10.000 kr. til Togo.

Landsindsamlingen 2018 indbragte kr. 41.087,00 med 51 indsamlere, der samlede ind på 42 ruter - noget mindre end sidste år, men fint nok når man tager tendensen over det ganske land i betragtning. Antallet af organisationer, der samler ind er steget og bevirker vel en vis ”træthed” i befolkningen. Menu og Rema donerede atter i år kaffe, kringle, frugt og vand til indsamlerne og Møns Bank holdt atter åbent for os søndag eftermiddag, så vi kunne få talt pengene og sendt dem af sted til Landskontoret. TAK! Jytte Christiansen har været aktivitetsleder for Landsindsamlingen, men har meddelt at hun - efter at have styret denne aktivitet i 10 år - nu trækker sig, så vi søger en afløser for Jytte til at lede Landsindsamlingen. Tak til Jytte for et stort og engageret arbejde.

Afdelingens omsætning er steget i 2018. Men udgifterne har været store, hovedsagelig p.gr.a. leje af Priesesstræde 7 og butikken på Per Thyges Torv. Ligeledes har vi været nødsaget til at betale for at få ført vores regnskab, da det ikke var muligt at finde en frivillig regnskabsfører. Vi er medlem af Handelsstandsforeningen i byen og deltager løbende i aktiviteterne i det omfang vi har mulighed for det.

Sommerudflugten for de frivillige d. 8. august 2018 gik til Karrebæksminde. Vi kørte i egne biler til Næstved og sejlede med udflugts-båden til Karrebæksminde, hvor vi spise frokost - og retur. Der var stor tilslutning, turen var meget vellykket, og vejret var fint.

Nytårs-middagen for alle frivillige blev d. 25.januar i år afholdt i Kirkehuset, hvor vi fik serveret en meget fin menu. Vi var ca. 50 frivillige som deltog i en dejlig aften med gode indslag, pakkeleg m.v. Stor tak til festudvalget.

Vi lægger (stadig!) stor vægt på samarbejdet mellem aktiviteterne. Vores dygtige aktivitetsledere bruger meget tid på at skabe en god atmosfære og et godt grundlag for en effektiv og meningsfyldt hverdag for alle. Flere af dem er medlem af bestyrelsen, som i 2018 bestod af 7 gode sparringspartnere. Vi har i årets løb afholdt 4 bestyrelsesmøder foruden de løbende møder i butiksbestyrelserne og i de sociale aktiviteter.

Vi er med i ”Netværk Sydsjælland” (Røde Kors’ regi) og vi har deltaget i 2 møder i netværket i årets løb. Vi lægger stor vægt på at lære vores naboafdelinger at kende så vi kan sparre med - og hjælpe hinanden.

Jeg har i årets løb deltaget i Formandskonferencen i foråret og Røde Kors’ Landsmøde i november. Jeg har altid sat stor pris på at deltage i disse møder, hvor vi modtager værdifulde informationer. Jeg har samtidig aktivt brugt møderne til at lære andre Røde Kors’ere at kende, m.h.p. sparring. Vores aktivitetsledere deltager løbende i kurser og årsmøder og vi bliver i løbet af året orienteret fra Landskontoret om, hvad der foregår ude i verden og på det sociale område herhjemme.

I det kommende år vil vi fortsat forsøge at skaffe nye frivillige til butikkerne og til vores sociale aktiviteter. Vi vil tilbyde 1. hjælps-kurser til alle vores frivillige. Medlemstallet i Foreningen Røde Kors er faldet til 46 i vores afdeling. Vi vil i det nye år forsøge at udbrede kendskabet til Røde Kors i Danmark og ude i verden, for her igennem at få flere til at melde sig ind i Foreningen.

Der arbejdes pt. på idéen om at samle vores butikker under et tag. Der er opstået en mulighed for dette, men der er mange brikker som skal falde på plads for at dette kan blive en realitet.

I Priesesstræde 7 arbejdes der aktivt på at få varmefunktionen på plads og skaffe en vicevært!

Hvad angår vores regnskabsføring er der opstået en positiv mulighed for at få hjælp fra kassereren i Røde Kors, Fakse Afdeling, som har tilbudt at føre vores regnskab. Det vil formindske vores udgifter til regnskabsføring betydeligt.

Det nye år byder på udfordringer, de fleste positive! Jeg glæder mig over at kunne trække mig tilbage og overlade afdelingen i god stand til nye og yngre kræfter, og jeg glæder mig til på sidelinjen at følge udviklingen af afdelingen.

Den nye formand kan se frem til at lede en afdeling med en loyal bestyrelse, dygtige og flittige aktivitetsledere og en flok af utroligt søde og positive frivillige.

Held og lykke!

D. 6. februar 2019

Lone Vagn-Hansen

printer-icon

PRINT